Melankoli - en utilsigtet hændelse
Melankoli - en utilsigtet hændelse
I Melankoli - En Utilsigtet Hændelse har de ti billedkunstnere sat sig for at undersøge og skildre melankolien i 2020. Er melankoli i dag blevet et entydigt negativt fænomen, eller rummer den stadig et væsentligt afsæt for kreativitet, sådan som man tidligere har ment?
Melankolien og dens indadvendte fokus på livets smertefulde sider er siden antikken blevet beskrevet indenfor lægevidenskab, filosofi og psykologi. Den er blevet kaldt en stemningstilstand eller et temperament, men melankoli ligger også på grænsen til depression og har været anset som en mental ubalance.
Koblingen til fortvivlelse, men også nysgerrighed og inspiration er måske årsagen til, at det er i kunsten, melankolien har fundet sit mest markante udtryk. Her er melankolien med dens dobbelte væsen og lidt privilegerede form for nedtrykthed blevet set som en kreativ handling, der efter en svær opstart fører til inspirerede kunstværker.
Men er denne mere romantiske opfattelse af melankoli i dag blevet erstattet af den uromantiske depression? spørger udstillingen, med en reference til den amerikanske forfatter, Susan Sontag’s essay ”Illness as Metaphor”. Og er det blevet en uvelkommen tilstand, man skal gardere sig imod, f.eks. gennem medicinering, mindfulness eller en ny partner? På samme måde som man indenfor omsorgssektoren taler om ”utilsigtede hændelser”, når noget afviger fra det normale, og som indberettes, så den pågældende hændelse kan undgås i fremtiden.
Med udstillingen præsenteres en interessant kreds af samtidskunstnere, som gennem værkerne tager fat i en aktuel samtale om melankolien i tilværelsen og som en frigørende kraft i kunsten og naturen. Måske særlig aktuel set i lyset af COVID-19 og det hårde psykiske pres, pandemien har bragt med sig, fulgt af et håb om en bedre fremtid, hvor kreativitet unægteligt vil spille en vigtig rolle.
Udstillingen er kurateret af Jacob Hoff, Lilybeth Sebaldus og Simon Grimm.