Langt Ude i Skoven

Rune Bosse, Stefanie Bühler, Marjolijn Dijkman & Toril Johannessen, Tue Greenfort, Sanna Kannisto, Anders Moseholm og Marika Seidler

Langt Ude i Skoven er årets første gruppeudstilling i Skovhuset Kunst & Natur og markerer starten for udstillingsstedets nye profil. Med sin beliggenhed i et fantastisk naturområde ved Hareskoven og Søndersø har Skovhuset et oplagt potentiale til at se nærmere på vores forhold til natur og klima gennem samtidskunsten. Det tager vi fat på med udstillingen Langt Ude i Skoven, der sætter fokus på den mere umiddelbare oplevelse af naturen.

Langt Ude i Skoven henter ligesom årets øvrige udstillinger sin titel fra den danske sang- og kulturskat, og på den måde spindes en tråd mellem kulturarv og åbne, kunstneriske undersøgelser af naturen. Med deltagelse af otte kunstnere fra ind- og udland tager udstillingen afsæt i lysten til at bevæge sig ud i naturen og gå på opdagelse i dens både komplekse og poetiske verden. Ligesom versene i børnesangen, der har givet udstillingen titlen, vil hvert værk rette blikket mod et nyt fænomen i naturen og vise forskellige vinkler på, hvordan naturen opleves i vores samtid.

Udstillingen består af både eksisterende og nyproducerede værker. Flere kunstnere udforsker skovens forunderlighed og mystik ved at tage udgangspunkt i genkendelige motiver og strukturer, suppleret af en stemning af noget mere uhåndgribeligt og kaotisk. Andre eksperimenterer med naturen i laboratoriet eller viser den gennem mikroskopet og blotlægger det, vi ellers ikke kan se. Oplevelsen af naturen står derved ikke alene, men er koblet til kulturelle traditioner eller videnskabelige tilgange.

Gennemgående for værkerne i udstillingen er, at det kan være svært at skelne mellem, hvad der er naturligt og hvad der er menneskeskabt – mennesker, kultur og natur er bundet sammen. Værkerne viser, at selv om vi bevæger os langt ud i skoven, bliver vi ikke kun overvældet af den fascinerende og uudgrundelige natur, vi kaster også et blik på os selv. Naturen bliver derfor lige så meget et materiale vi kan bruge til at forstå andre ting i verden som den bliver genstand for vores længsel efter at mærke en verden, der får lov til at være mægtig og ukontrolleret.

Om kunstnerne:

ANDERS MOSEHOLM
Incongruous United B, 2020, maleri, 67 x 92 cm
Nature & Cadmium Red No 112, 2020
Chrome Oxide Green No 345, 2020

I Anders Moseholms malerier Nature & Cadmium Red No 112 og Chrome Oxide Green No 345, udfordres det klassiske billede af skov og natur. Motiverne i værkerne er improvisationer over naturen i sommerhusområder, hvor den natur som ligger uden for døren bærer klare spor efter menneskers aktiviteter. Sammenstødet og koblingen mellem natur og kultur fremhæves i malerierne gennem bl.a. valget af farver og den monokrome dominans af enkelte farver. Den røde cadmiumfarve i det ene maleri minder f.eks. snarere om ferrariens industrielle signaturfarve end skovens organiske røde nuancer. At cadmium desuden er et tungmetal, minder os om, at mennesket er årsag til miljøproblemer men også en del af naturen. Det er en kunstig, arrangeret natur, vi møder i malerierne, der fremstår som slørede filmiske scener, hvor der under den smukke overflade måske også gemmer sig noget lidt uhyggeligt.

TUE GREENFORT
Hønen eller ægget, 2021, installation
Elegi, 2021, lydinstallation

Tue Greenfort retter i sit værk Hønen eller Ægget blikket mod fuglelivet i skovet, med et greb vi kender fra haven: en opsætning af foderbræt og frøkugler. En æggeformet kugle støbt af palmin er opsat sammen med en redekasse udenfor Skovhuset, mens to webcams transmitterer fuglenes aktiviteter til en skærm indenfor. Handlingen er velkendt, men med sin æstetiske udformning og brug af et masseproduceret industriprodukt som palmin understreger værket, at menneskets møde med naturen er kulturelt betinget, og at selv små indgreb fra menneskers side hænger sammen med større systemer. Indenfor ligger objekter og støbeforme, der vidner om processen bag det kunstige ægs udvikling. Som i sit øvrige arbejde tager Tue Greenfort fat i fortællinger om menneskets sameksistens med naturen, her med et særligt fokus på fuglenes faldende bestand og artsdiversitet og truslen fra produktionsskov og landbrug. Udenfor høres et lydværk med en gengivelse af gøgens sang, en fugleart der har været i tilbagegang de seneste årtier.

RUNE BOSSE
Laboratorie, 2021, total installation
Plantmemorie – digging with a new friend, 2019, fotografi, 100 x 140 cm
Urplante, 2018, indrammede tørrede og pressede plantematerialer, 100 x 160 cm
Possible Trees, 2019, indrammede tegninger, fem stk A4
Possible Trees, 2019, indrammede tegninger, to stk A3
Leave leaf, 2017, indrammede blade og tegninger, 25 x 35 cm
Infinity Root, 2017, mobile af rødder fra to træer,
Vokse Sammen #6, 2020, bøg, blodbøg, udendørs værk på sti til Ballerupvej

Rune Bosses bidrag til udstillingen er en totalinstallation, der tager form som et laboratorium fyldt med vækster, jordprøver og reagensglas. I laboratoriet indgår både ældre værker og tekster skrevet til dem, ligesom man også finder skitser og noter til kommende. Urplante fra 2018 er ét af værkerne og består af indsamlet flora fra området omkring Filmstationen syd for Søndersø, hvor Rune Bosse har atelier. Med inspiration i Goethes tanker om en urplante, der indeholder noget fra alle planter, har han sammensat de tørrede vækster til en ny plante. En efeu fra Skovhusets facade er i et andet værk lagt i en kloropløsning i en glasbeholder, og peger ligesom installationens øvrige værker på eksperimentet som en måde at lære af naturen på. Processen fra indsamling af planter til opbevaring i kemiske væsker går igen i Plantmemorie. Her er planterne taget op af væsken igen, hvorefter de er blevet scannet og billedet af dem printet, som en måde at bevare minder om et bestemt sted og en særlig situation. Foruden totalinstallationen finder man et nyt permanent værk af Rune Bosse på stien op mod Skovhuset, hvor to nyplantede bøgetræer læner sig ind over hinanden, så de på sigt vil vokse sammen.

MAJOLIJN DIJKMANN & TORIL JOHANNESSEN
Reclaiming Vision, 2018, video

Kunstnerne Toril Johannessen og Marjolijn Dijkman tager med videoværket Reclaiming Vision seeren med på en rejse udi vores måder at beskue, forholde sig til og påvirke nature. Reclaiming Vision er en kunstnerisk undersøgelse af vores forhold til omgivelserne, og ved at dykke ned og sætte brakvandet i Oslos inderfjord og alger under mikroskop bliver det muligt at få øje på det, vi normalt ikke kan se i omgivelserne. Havets mikroorganismer står for 50-85% af jordklodens ilt-produktion og CO2-opbevaring. Hvis smelteisen fra polerne har en effekt på havstrømmene, kan det muligvis få betydning for mikroorganismernes chance for overlevelse, hvilket i værste tilfælde vil gøre jorden ubeboelig for os og andre levende væsener, der er afhængige af ilt.

SANNA KANNISTO
Moraceae, 2001, pigment ink-print, 90 x 72cm
Aristolochia gorgona, 2003, C-print, 72 x 92cm
Leptophis ahaetulla, 2006, C-print, 74 x 94cm
Dasypus novemcinctus, 2001/2008 72 x 89cm
Private Collection, 2003 C-print, 125 x 155cm
Flight tent, 2006, C-print, 125 x 155cm, white frame

Den finske fotograf Sanna Kannisto skaber med interesse for naturens diversitet en slags forskningskunst. Gennem kunsten sætter hun fokus på den truede biodiversitet, der lider under menneskers udnyttelse af store arealer til landbryg, skovbrug, bebyggelse og infrastruktur. Kannisto har i tæt samarbejde med forskere fra feltstationer i de sydamerikanske regnskove observeret naturens vidundere og formår i bogstaveligste forstand at stille skarpt på udvalgte plantesorter og dyrearter. Hendes fotografier lægger sig op ad en videnskabelig dataindsamlingstraditions æstetik, som vi kender det fra Flora Danica eller et herbarium. Med denne æstetiske og multisensoriske tilgang udforsker hun ikke kun verdens biodiversitet, men også sin egen rolle som producer og fortolker af information.

MARIKA SEIDLER
Voks skoV, 2021, videoinstallation

Performance- og billedkunstner Marika Seidler præsenterer videoværket Voks skoV, der formidler tre performeres interaktion med skoven. Grænserne mellem natur og menneske er omdrejningspunktet i videoværket, hvor performerne indfanger skovens rum og stemninger af fordybelse, gennem sang og visuelle fortællinger om biologiske processers tilstedeværelse. Gennemgående for værket er fremførelsen af Jeg gik mig ud en sommerdag at høre, en gammel folkemelodi med tekst af Grundvig, der forbinder det at synge med glæden over den danske natur. Voks skoV er baseret på en performancevandring af samme navn, der sætter særligt fokus på træernes WOOD WIDE WEB – træernes fælles kommunikative netværk – hvori de gennem rodnettet, kan kommunikere og dermed hjælpe deres syge nabo på rette igen. Værket bevæger sig på en tynd line, mellem det vi tænker, er humant, og det vi oplever som værende menneskelige egenskaber ved naturen, men hvad er menneskeligt uden at være naturligt? Og hvad er naturligt uden at være menneskeligt?  

STEFANIE B¨UHLER
Lost, 2017, skulptur

Stefanie Bühler er kendt for sine collager og skulpturer, der tolker og undersøger relationen mellem mennesker og naturen. Med Lost sætter Bühler spørgsmålstegn ved, hvordan mennesker interagerer med og gør plads til sig selv i naturen, og hvordan naturen er i stand til at vende tilbage, i en omsluttende omfavnelse af det menneskeskabte. Lost er en frodig plateau-lignende skulptur, der leder tankerne hen på eventyrlige landskaber, i uberørt terræn, hengemt for al civilisation. Gennem sit mystiske og taktile ydre, pirrer værket vores nysgerrighed, der gør det svært ikke at få lyst til at udforske værket med hænderne. Grønne plastikplanter former et blødt tæppe, der ligger beskærmende og tungt hvilende på det, vi ikke kan se. En tabt og svunden civilisation måske? Lost er et poetisk og på samme tid melankolsk bud på, hvad der kan komme ud af relationen mellem mennesker og naturen.

Skovhusets program 2021 er støttet af Furesø Kommune, Statens Kunstfond, Lemvigh Müller Fonden, Beckett-Fonden og Knud Højgaards Fond.