’INTET FORSVINDER’ - Agnes Ea releasekoncert
’INTET FORSVINDER’ - Agnes Ea releasekoncert
Agnes Ea udgiver sin debut-EP ’Intet forsvinder’ den 13. marts, og det markeres i Skovhuset med en storslået koncert den 16. marts. Tag B-toget ud i skoven, som denne aften bliver rammen for svævende elektroniske teksturer, organiske strygere og jordnære beats.
I sin poetiske pop væver Agnes venskaber, tanker om at være ung kvinde, relationer i opløsning og forbindelse til en planet i frit fald sammen i et krybende rodnet. Hendes musik er et forsøg på at genetablere jordforbindelsen. At skabe et sted, hvor vi kan dele nærvær og omsorg - et stille oprør i det milde og bløde.
Koncerten er forankret i skoven omkring Skovhuset Kunst & Kultur, hvor musikvideoen til singlen ’Arterier’ også blev filmet den 22. december. Her ledte hun et vintersolhvervsritual, midt i det bare og råkolde landskab, som nu, tre måneder senere, er i gang med sin langsomme opvågnen til foråret.
På scenen er hun denne aften i selskab med:
Naja-Marie Soulié på cello
Marius Julert på bas
Johanne Stellfeld på tværfløjte
Rane Helweg Clod-Svensson på Guitar
Laurits på Trommer
Dørene åbner kl. 19
Billettter til arrangementet fra 90 kr. kan købes via billetto.dk eller på dagen ved indgangen.