Floden vi bader i - soloudstilling af Eva Koch
Floden vi bader i - soloudstilling af Eva Koch
Eva Koch er kendt for sine store, sanselige videoinstallationer, der konfronterer og omslutter den besøgende. I Floden vi bader i mødes vi af vand fra alle sider. Udstillingen sætter nemlig fokus på vores oplevelse og erkendelse af vand som et grundelement i ikke bare det menneskelige liv, men i hele klodens liv.
Vand er overalt, det flyder gennem kontinenterne, fortættes i atmosfæren og vugger i tunge dønninger i oceanerne. Alt levende er vand, vi er selv vand. Vand er afgørende for opretholdelsen af alt liv, og kan være både sparsomt til stede og manifestere sig i voldsom overflod og altødelæggende kraft.
Floden vi bader i samler en række store videoinstallationer af Eva Koch, så man både rumligt og kropsligt vil føle sig omgivet af vand under besøget i Skovhuset. Her vil man opleve den meditative ro og også den eksplosionsagtige kraft som vandet besidder som naturfænomen. Som en flod, der lige som tiden gennemstrømmer alt.
I udstillingen vises otte nye og ældre værker, der samlet spinder en rød tråd gennem Eva Kochs oeuvre. Værket Lækjum danner udstillingens kerne og er en form for meditation over det flydende og våde, med dampskyer og springende gejsere. I andre værker interagerer mennesker mere direkte med vand, som i Nomad hvor mennesker bevæger sig over en mole med kraftfulde bølger omkring sig. Også historien og menneskets indgreb i naturen sættes i spil, f.eks. i Öxarárfoss, et menneskeskabt vandfald ved det historiske mødested for Altinget Þingvellir, i Island. Udstillingen kredser således om mennesket og naturen, om de erkendelser vi står overfor i mødet med naturen, og om den kultur og de fortællinger vi historisk set og i dag fletter ind i landskaber og natur.
Eva Koch er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1985-1992 og Universitat de Barcelona, Facultad de Bellas Artes, Spanien i 1989-1990. Hendes arbejde spænder over et bredt kunstnerisk felt, fra video, fotografi, skulptur og installation til stedsspecifikke værker i offentlige rum. Tematisk kredser hendes værker ofte om det nære og fælles menneskelige samt om individet i mødet med omverdenen og naturen.
Sans for vand - en samtale om vand, kunst og hydrologisk sensibilitet
Onsdag 4. maj kl. 19.30
Med Eva Koch, Michael Kjær og Lars Grambye. Læs mere her
Udstillingen er støttet af Furesø Kommune, 15. Juni Fonden, Knud Højgaards Fond, Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond.