Sans for vand - en samtale om vand, kunst og hydrologisk sensibilitet
Sans for vand - en samtale om vand, kunst og hydrologisk sensibilitet
Skovhuset inviterer til samtale og debat onsdag 4. maj kl. 19.30 om udstillingen Floden Vi Bader I, vand og kunstens måder at skildre en natur i forandring på.
Vand og den betydning, det har for mennesker, vores kultur og klodens liv danner den røde tråd i Eva Kochs soloudstilling Floden Vi Bader I, som vises lige nu i Skovhuset. Udstillingen giver et meditativt og tankevækkende vue ud over kælvende gletsjere og kraftfulde vandfald, som omslutter besøgende via store, monumentale videoværker. Men på hvilke måder er vand og kunstneriske billeder og fortællinger om vand relevante i en forståelse af (vor) tid og af os selv? Hvordan påvirker ændringer i klimaet vores billeder af naturen? Og hvilken indflydelse har det på vores forståelse af naturen, at vi selv er en del af årsagen til forandringerne?
I samtalen deltager:
Eva Koch - uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1985-1992 og Universitat de Barcelona, Facultad de Bellas Artes, Spanien i 1989-1990. Hun har en omfattende udstillingsvirksomhed og har bl.a. udstillet på Tate Modern, London og Australian Centre for Contemporary Art, Melbourne.
Michael Kjær - post.doc ved Institut for Kommunikation og Kultur - Kunsthistorie, Aarhus Universitet og i gang med et forskningsprojekt om Hydrologisk sensibilitet i en skrøbelig økologi (2021-2023). I projektet beskriver han forandringerne i forholdet mellem mennesker og verden i en antropocæn virkelighed, med et særligt fokus på vandmiljøer og en sensibilitet, projektet sporer i særligt den marine naturvidenskab og økoempatisk billedkunst.
Lars Grambye - leder af Skovhuset og tidligere direktør for bl.a. Sørlandets Kunstmuseum, Kunsthallen Brandts og Malmö Konsthall.
I forbindelse med arrangementet holder Skovhuset særligt åbent fra kl. 19.00-21.00, hvor udstillingen kan ses før og efter samtalen. Der kan købes forfriskninger i caféen.
Man kan tilmelde sig arrangementet via billetto.dk eller tage chancen ved at møde op på dagen. Arrangementet er gratis, men der kræves entrébillet til Skovhuset, som købes ved indgangen.
Floden Vi Bader I vises frem til 15. maj. Læs mere på skovhuset.org