Fremtidsvæsenernes Halloween
Fremtidsvæsenernes Halloween
FORM FREMTIDSVÆSENER TIL MASKER OG VÆR MED TIL HALLOWEEN-OFRING TIL NATUREN
Søndag den 30. oktober kan du komme med til en fremtidsforestilling sammen med Bureau for Mellemartslig Kommunikation, hvor vi forestiller os fremtidens væsener, bygger dem til masker og ofrer dem til jorden omkring Skovhuset.
Masker er gennem tiden blevet brugt som værktøj til at komme i kontakt med andre verdener. Denne søndag vil vi forsøge at komme i kontakt med fremtiden, ved sammen at samle alle vores tanker, håb, frygt, længsel og ikke mindst vores nysgerrighed og give dem et ansigt. Med vores masker på, går vi sammen ud i skoven omkring Skovhuset og giver alle tankerne videre til fremtidens generationer ved at grave dem ned i jorden. Glæd jer til en dag med håb, drømme og kunstnerisk udfoldelse.
Bureau for Mellemartslig Kommunikation er et designstudio, der arbejder for at skabe tættere relationer på tværs af arter. De står blandt andet bag skolerne, Taler med Fugle og Den Store Insektskole og har sammen med børn og voksne over hele landet skabt forbindelser mellem mennesket og naturen.
Arrangementet er gratis.
Sted: Skovhuset Kunst & Natur, Ballerupvej 60, Værløse